Halvdelen af efterskoleforløbene i 2019/20 blev afbrudt.

Efterskoleforløbene i skoleåret 2019/20 var i høj grad præget af den globale COVID-19 pandemi. 42 pct. af de påbegyndte forløb i Danmark blev afbrudt i løbet af skoleåret, mens det samme gjorde sig gældende for 61 pct. af forløbene i Grønland.

 

Samlet var der 432 påbegyndte forløb, og 211 afbrud. Dette giver en samlet gennemførselsrate på 51 pct., hvor den de foregående år har ligget mellem 75 og 80 pct.

 

Figur 1. Antal påbegyndte efterskoleophold efter skole, 2011/12-2019/20

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDESF).

 

Der er plads til henholdsvis 80 elever på Efterskole Villads Villadsen og 70 elever i Maniitsumi Efterskoli. Antallet af elever, som er startet på efterskolerne, kan være større end kapaciteten, da nye elever kan starte når andre har afbrudt opholdet.

 

I 2019/20 er antallet af påbegyndte efterskoleophold i grønlandske efterskoler på niveau med året før, dvs. 75 i Efterskole Villads Villadsen og 76 i Maniitsumi Efterskoli. De danske efterskoler har haft et mindre fald på 9 påbegyndte ophold i 2019/20 i forhold til det foregående år.

 

Flere yngre elever tager på efterskole

De fleste tager på efterskole det år, de fylder 16 år, hvilket for de flestes vedkommende er lige efter, de har afsluttet folkeskolen. I skoleåret 2019/20 startede 70 pct. af eleverne det år de fyldte 16 år, mens endnu 11 pct. var yngre. Det er kun i Danmark, at unge under 16 år kan tage på efterskole.

 

Andelen som er over 16 år, når de tager på efterskole er på 20 pct. i 2019/20.

 

Figur 2. Påbegyndte efterskoleophold inddelt efter alder, 2011/12 - 2019/20

Note: Aldre er opgjort ved udgangen af kalenderåret.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDESA).

 

Halvdelen af forløbene i 2019/20 blev afbrudt

I skoleåret 2019/20 gennemførte 221 elever et efterskoleophold, svarende til 52 pct. af de påbegyndte forløb. Det er et fald på 28 pct. point i forhold til året før.

 

Gennemførselsraten på Efterskole Villads Villadsen ligger i 2019/20 på 37 pct., mens den i samme periode er på 41 pct. i Maniitsumi Efterskoli. Dette er for begge efterskoler den laveste gennemførselsrate siden deres opstart.

 

Sammenlignet med de grønlandske efterskoler har de danske efterskoler haft en højere gennemførselsprocent, og ligger i 2019/20 på 58 pct. Dette er også lavere end tidligere år, hvor den normalt ligger mellem 80 og 90 pct.

 

Figur 3. Gennemførselsprocent opdelt efter efterskoler, 2011/12-2019/20

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDESF).

 

Mere end hver tredje på en årgang starter på et efterskoleforløb

Nedenfor ses andelen af årgangene 1996 til 2002, der hhv. påbegyndte og gennemførte et efterskoleophold mellem skoleårene 2010/11 og 2019/20.

 

Figur 4. Andel af en fødselsårgang, som har påbegyndt/gennemført et efterskoleophold, årgang 1996-2002

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDESE).

 

Blandt de unge født i år 2002 har knap halvdelen været startet på et efterskoleophold, mens 39 pct. har gennemført efterskoleopholdet. Det ligger på samme niveau som de 2 forudgående fødselsårgange. Antallet af personer i fødselsårgangene er faldet fra 909 i årgang 1996 til 764 i årgang 2002.